Samara

Dette tomrumsagtige, der er som et stort værelse med høje vinduer. Man lugter fugtigheden i væggene, og i krusedullerne som vinden laver, når den passerer mellem vinduets jern og den ødelagte cement, inden den lægger sig mellem skulderen og halsen.

Nogle steder har smagen af katastrofe, sproget løber rundt i en ellipse i luften uden at ville falde til ro. Derfor bladrer jeg i alle landkort som et barn, der ikke kan læse, og alt synes mig kulørt og absurd.

Hver gang jeg flytter fra et sted til et andet vikler min krop sig om mig som et omslag af bjergkamme, rigelig regn, sne, dale og overfyldte byer, lugte og fravær.

I løbet af det sidste år har jeg boet 11 forskellige steder; jeg har bevæget mig mellem to lande, fem byer og et utal af boliger, der alle synes at være rædselsslagne over mig.

Da jeg kom til ørkenen, spurgte min ven mig til en begyndelse, om jeg kunne mærke ørknens energi; jeg, datter af Damaskus med en romantisk fornemmelse for det palæstinensiske hav. Jeg forstod ikke spørgsmålet, men efter halvandet år er jeg begyndt at forstå nogle af historierne.

Senere var ørknen et sandvindue uden megen bevægelse, som dog pludseligt, af alle kræfter bevægede sig mod ekstremismen og fik min ryg til at svaje mod himlen. Trods alle selvmodsigelser var det ikke muligt for min krop at forsvinde på de kæmpemæssige strækninger.

Min tilstedeværelse er i allerhøjeste grad virkelig, ligesom ørkenen var et hav for millioner af år siden. Havets eksistens i mit indre og i ørkenens indre er virkelig.

Stedernes hemmelighed er foranderligheden, historierne der har spundet sig sammen inde i landets gader, fra ørkenens hav til Amazigh-bjergene, silke- og slavevejene, saltvejene og bønnernes og dødens vej.

Det foranderlige er den gentagne forsvinden, de gentagne begyndelser. Der er altid en svær tørst i begyndelserne, en nærmest steril og larmende nostalgi, og en bekymring over de kulørte, tildækkede strækninger

Nøgne vægge kan umuligt være fristende, steder virker dragende, når de iklæder sig den ene fortælling efter den anden.

Alligevel er der en renfærdig nøgenhed, og der er en frastødende og forræderisk nøgenhed.

Aftensangene ved havet I den algeriske hovedstad, var som en dyb brønd.

De lange måneder på det fugtige og snævre sted, gav mig kvælningsfornemmelser. Den dag jeg besluttede mig for at tage af sted, fik jeg at vide, at bygningen var et gammelt, fransk fængsel, hvor hundredvis af algeriere var blevet tortureret. Tre dage i træk græd jeg. Det sted var en labyrint for min sjæl, men ledede mig samtidig på vej.

Byerne er tunge bunker af cement og sten, kulørte og sprukne som finner, kun kærligheden gør de tunge terninger mulige at kapere og udholde; man skal bøje sig og vogte på deres fortællinger som en ædel soldat, der planlægger et følelsesmæssigt kup med sit eneste våben, sproget bliver endnu engang for småt, men han lever tavst af at berøre og lytte.

At forsvinde er vores kollektive skæbne, begyndelser er en hobby for de udmattede, der søger fascinationen.

Jeg mister på ny to sprog, den brændende sol og snesevis af gamle kulturer. Havet lægger sig omkring mig, men udtørrer. Her under fødderne er der is, som kan sprækkes, hvis det møder den lyserøde laks’ øje. Skinnende stilhed i jern, hvide sengetæpper og tør vind, og man er ude af stand til at benævne byen i hunkøn eller hankøn.

Himlens nærhed og dens farver på en aften, efter en snekold dag, er fortryllende og næsten ikke til at bære; jeg lukker hurtigt mine øjne, fordi mængden af lys og farverne fra rummet ikke - rent matematisk passer til min grådighed. Jeg manglede den ilt, der fyldte jernrørene over sengen i mit værelse. Det er svært at omstille et gammelt hospital til et opholdscenter uden at vedkende sig dets tidligere identitet. Når jeg gik på toilettet skulle jeg sidde på en stol til de syge og dem, der ikke var i stand til at stå oprejst, mens jeg kløede min hud, der havde fået udslæt af alle spørgsmålene.

Det andet sted var ikke et udslæt, det var et latterligt sår. Jeg har tænkt meget på, hvad der menes med vanvid. Vanvid er en normal aktivitet, der hjælper til at definere livet uden for ordbøgerne, jeg har tænkt meget over, hvorfor dørene til værelserne på de gamle sindssygehospitaler er gule.

Ingen har spurgt mig om Skandinaviens energi, festivalvejen faldt ikke forbi her, kun glasvejen har magt over alt.

Jeg sidder nu og skriver i baghaven til et gammelt hus, der tilhører en læge. Foran mig er der en flok høns, der løber hen over jorden i indhegningen, der hvor lægen plejede at begrave resterne af mennesker. Dette hus er smukt, men begyndelserne er altid smukkere.