Rahab

Min historie om mine hobbyer: kamera og fotografering

Lige siden treårsalderen har jeg elsket at tage billeder, og det blev min yndlingshobby. Mine forældre elskede nemlig også at fotografere.

De første billeder jeg så, da jeg var barn, var efter mine forældres flugt til Syrien som følge af Nakba-katastrofen i 1948. På billederne kunne man se Haifa. Det var postkort, som min far, Ahmad Yasin Ahmad Ali Saleh, havde købt for at sende til sine engelske venner, som han arbejdede med i Haifa.

Men han blev tvunget til at forlade Haifa og flygte fra de zionistiske gruppers overgreb. Han kunne derfor ikke sende postkortene, som han tog med sig, da det var billeder af det værdifulde Palæstina – hans fædre og forfædres land, og han bar dem til minde om sit land. Postkortene blev opbevaret af min mor, Shahira Mohammed Wahbi Alluh, i flere årtier.

På billederne kunne man se Jaffa-gaden i Haifa, Jordan Floden, Karmelbjerget og Den Tyske Koloni.

Da jeg var lille, var der noget, jeg ikke helt forstod, og det var navnet Karmelbjerget1. Jeg forestillede mig et lille bjerg. Jeg forstod heller ikke, hvad ”Den Tyske Koloni”2 betød. Jeg spurgte min mor, hvorfor den var der, og hvem disse tyskere var.

Min mor berettede om gamle dage. Hun fortalte om sin rige onkel, den ældre herre, Mahmoud Wahbi Alluh. Og hun fortalte, at min far, før Nakba-katastrofen i 1948, boede i én af de lejligheder, som min onkel ejede omkring Wadi Nisnas i Haifa. På denne måde lærte min mor og far hinanden at kende og giftede sig.

Hun fortalte, at hendes onkel var ansvarlig for Den Tyske Koloni, og da hun var lille, plejede hun at tage med ham for at besøge de smukke huse i kolonierne. Husene var præget af den moderne tyske stil og blev efterladt af tyskerne, nøjagtigt som de var. Min mor så billeder af husenes ejere, som hang på væggene. Og i et af husene var der et piano, som min mor gerne spillede på.

Hun og hendes søskende tog i biografen (Armun) med deres far i Hadar3. Her så hun billeder af skuespillere og skuespillerinder, og der opstod hendes kærlighed til kunst og fotografi, hvilket jeg senere fik i arv fra hende og min far.

Da jeg var barn (i det tidligere århundrede) var udstyr til fotografering en luksusvare i Syrien og resten af verden. Vi havde ikke et kamera. Min far plejede at leje et hos fotohandleren ”Studio Donya” i Homs. Han betalte lejeudgifterne af egen lomme. Han gav mig kameraet, så jeg kunne tage billeder af familien under vores mange udflugter i Syrien.

Jeg tog konstant billeder af min mor og min far. Og da jeg var 8 år, tog jeg et billede af min mor i gårdhaven i vores hus i det gamle Homs. Dette billede har jeg stadig, men mange billeder forsvandt desværre.

Skoleudflugter

Da jeg blev ældre og kom i skole, deltog jeg og mine klassekammerater i skoleudflugter. Jeg begyndte selv at leje kameraet fra ”Studio Dunya” i Dablan-gaden i Homs og betalte med mine lommepenge. Det var derudover dyrt at få fremkaldt billederne.

Min far og mor motiverede mig, og de støttede op omkring mine hobbyer: fotografering, læsning, brodering, tegning samt deltagelse i skoleudflugter. Og på den måde motiverede jeg:

1: mine søskende

2: mine elever, da jeg blev lærer

3: mine fem børn

I skoletiden deltog jeg altid i skoleudflugterne. Udover disse var der de udflugter, som min far arrangerede med familien i løbet af den årlige ferie. Det var dengang, han arbejdede for IPC - Iraq Petroleum Company i Haifa. Efter Nakba-katastrofen i 1948 arbejdede han først i Beirut og derefter i Syrien. Min far tjente godt, og hans økonomiske overskud gav os et rigtig godt liv. På grund af hans arbejde i IPC bosatte vi os i Homs.

Min far, Ahmad Yasin Ahmad Ali Saleh, gav mig en god sum lommepenge, fordi jeg var hans ældste datter – den eneste og mest forkælede i familien, blandt fire brødre. Min far gjorde ikke forskel på mig og mine brødre – tværtimod. Han var fantastisk og selvlært. Han respekterede vores små personligheder og motiverede os, og mere til. Han betragtede mig altid som jævnbyrdig med mine fire brødre og plejede at sige til alle: ”Rahab er i en hånd, og de fire i den anden hånd”.

Jeg studerede fotografi og fremkaldelse af billeder, da jeg var under uddannelse til lærer i Homs. Vores lærer var kunstneren Subhi Shuhaib. Min bror, Riyad Ahmad Saleh, var ven med hans søn, Muzzafar Shuhaib. Vi var naboer og boede i kvarteret Bab Houd. Vores balkon var placeret over for deres balkon, og på den måde blev de venner og studerede kunst sammen. De beskæftigede sig med træværk, gips og skulpturer, undervist af Subhi Shuhaib. Efter hans død blev Kunstakademiet i Homs opkaldt efter ham – en hyldest til den storslåede kunstner.

Mit eget kamera

Det første kamera jeg fik, var et kamera, som var en gave fra min mand, da han arbejdede i Abu Dhabi. Familien og jeg begyndte efterfølgende at købe forskellige typer af kameraer, især da vi arbejdede i Libyen og i Abu Dhabi. Det var meget billigere at købe kameraer dér end i Syrien.

Mit andet kamera var en gave til mig selv, og det kostede omkring 2.200 kroner. Selvom det var dyrt, købte jeg det med et lån fra banken. Da jeg rejste til mit hjemland Palæstina, og til Haifa, tog jeg billeder af byen. Jeg tog også billeder af min fødselsdagsfest, som blev afholdt i ”Musqad Rasi” i Wadi Nisnas i Haifa. Det stod som en drøm for mig og min familie at besøge det sted. Jeg havde lovet dem, at vi skulle vende tilbage en dag. Mit løfte blev realiseret efter flere årtier, da jeg fik dansk statsborgerskab og et dansk pas.

Tak til Danmark

Jeg takker Danmark og dets folk for den værdifulde gave (det danske statsborgerskab), og fordi jeg fik chancen for at tage tilbage til mit oprindelige hjemland – Haifa, Palæstina. Det gav mig yderligere chancen for at lære mere om de historiske fakta omkring konflikten i Palæstina.

Jeg blev uddannet i Historie fra Det Humanistiske Fakultet på Damaskus Universitetet. Specialiserede mig indenfor læring af disse historiske emner i flere år og skrev bogen ”Det Danske Kongerige – Samfund, Geografi, Historie og Forholdet til den islamiske verden”. Det tog mig omtrent 12 år at oversætte og skrive bogen. Dette gjorde jeg uden hjælp. I flere år rejste jeg og besøgte danske øer, og en gang imellem fik jeg invitationer fra danske venner og bekendte. Her fik jeg mulighed for at opleve forskellige områder af Danmark. Jeg tog selv billederne, da jeg på den måde sparede penge. Desuden ønskede jeg gøre bogen mere livlig og spændende ved hjælp af billederne.

I bogen fik jeg flettet mine egne erfaringer i Danmark ind, fordi jeg gerne ville give dem videre til nyankomne flygtninge i landet. ”Det Danske Kongerige” var ment som en kærlig tak til Danmark for at give mig og min familie dansk statsborgerskab. En beskeden gave fra mig. Den udkom i Damaskus i 2008 efter karikaturtegningerne i Danmark. Med tilstedeværelse af den daværende danske ambassadør, Ole Egberg Mikkelsen, blev signeringen af bogen fejret på Det Danske Institut i Damaskus.

Formålet med bogen

Formålet med bogen var at skabe en bro mellem to gamle kulturer: den danske og arabiske. Samt en større forståelse, både for arabere i og udenfor Danmark, og for dem som studerer og taler det arabiske sprog. Endnu et formål var at give flygtninge og indvandrere en nemmere integration.

Bogen skal også betragtes som en reference for diplomater, journalister, undervisere, studerende, kunstnere, og alle dem som interesserer sig for at lære Danmark at kende, eller som vil bosætte sig i få år eller flere.

 

Rahab Ahmad Saleh: Det Danske Kongerige Samfund, Geografi, Historie og Forholdet til den islamiske verden, 2008. Bogen har en hjemmeside, som du kan besøge: www.denmarkarabicbook.com

 1 Karmel: kommer fra det kanaanæiske sprog og betyder have eller frugthave

2 Den Tyske Koloni blev bygget i 1868 i Haifa og beboet af tyskere. De blev drevet ud af englænderne i løbet af 1. Verdenskrig.

3 Hadar er en gade, der er bygget af de jødiske zionister i Haifa.