Nisreen

Alder: 12 år - August 1989 København

Jeg kan huske, da jeg ankom til Danmark og blev hentet af politiet fra lufthavnen og skulle køres til Center Sandholm. På vejen dertil i politibilen sad der to betjente og talte sammen, og jeg prøvede at lytte med, og tænkte at det var det mest mærklige sprog, jeg nogensinde havde hørt. Og jeg troede ikke, at jeg ville kunne lære det. Kun seks måneder senere, på centrets sprogskole, var jeg heldigvis i stand til at tale dansk.

Alder: 13 år - marts 1990 Kalundborg

En af de første oplevelser i Danmark, som jeg husker, var da jeg skulle i svømmehal med mine danske veninder og deres mødre. Jeg var helt overrasket over, at alle var fuldstændig nøgne i badet. Jeg var SÅ generet. De var søde og forstående og sagde, at jeg bare kunne beholde min badedragt på og sørge for, at jeg vaskede mig rigtig grundigt. Jeg syntes, kvinderne var så seje, fordi de var helt afslappede med deres kroppe.

Blandt andet de mange svømmehalsture fik mig til at tænke på, at hvis de andre var afslappede med at være nøgne, så skulle jeg også bare være ligeglad. Jeg kan huske, at jeg langsomt begyndte ikke at have tøj på. Jeg er så glad for, at jeg kom til Danmark, for det er en af de ting, jeg elsker, at danske kvinder er meget mere afslappede med nøgenhed. Selvom det, desværre, ikke længere er helt det samme som dengang.

I dag arbejder jeg med spa- og skønhedspleje, og det jeg gør har også med nøgenhed at gøre. Jeg synes, at alle kvindekroppe er smukke, og man skal bare elske sig selv og sin krop. Jeg håber, at jeg hjælper kvinder med det hver dag gennem mit arbejde, som jeg holder meget af.

En anden af de ting jeg elskede ved Danmark, da jeg kom hertil, var bibliotekerne og aftenskolerne. Det var så fantastisk, at jeg kunne gå til alt muligt fedt, porcelænsmaling, skakspil, guitar-undervisning, foto m.m. Jeg mødte rigtig mange mennesker og fik mange venner. Det anbefaler jeg til alle.

Alder: 14 år - 1990-1991 Brøndby Strand

Jeg har gået på tre forskellige folkeskoler i Danmark, i Vester Åby Skole på Fyn, Karise Skole i Karise, og Søholtskolen i Brøndby Strand. De var forskellige fra hinanden, og jeg er så taknemlig for hver eneste af de lærere, der hjalp og støttede mig i Danmark. Men min yndlingsfolkeskole var den i Brøndby Strand, for der var en rigtig sej modtageklasse, hvor jeg fik venner fra mange andre dele af verden, Marokko, Liberia, Tyrkiet, Palæstina, Albanien, og det var virkelig sjovt at lære andre at kende.

Kort efter kunne jeg starte i en almindelig klasse sammen med andre danske elever, og det var også rigtig fedt, da min klasse bestod af en stor blanding. Mine lærere var så seje, og jeg fik virkelig meget opmærksomhed og ekstraundervisning i dansk for at kunne følge med. Allerede efter 9. klasse syntes min lærer, at jeg sagtens kunne klare gymnasiet og indstillede mig til det. Jeg gik på Avedøre Gymnasium, som var det fedeste gymnasium. Det var en af de få “hippie-skoler tilbage med rigtig mange seje og dedikerede lærere.