Mohamad

FLUGTEN FRA KRIGEN

Min historie.

Da krigen i Syrien begyndte, kunne alle mænd i alderen 18-49 år indkaldes til hæren. Familien forlangte derfor, at min lillebror og jeg rejste ud af landet. De mente, det var forkert at slå andre mennesker ihjel. Min mor sagde, at vi skulle tage til Libyen i nogle måneder, fordi vores onkel boede der. Når krigen stoppede, kunne vi komme tilbage.

I to år var vi i Libyen. Arbejdede 14 timer i døgnet, alle årets 365 dage. Ventede kun på at vende hjem. Efter at have været udsat for endnu et væbnet røveri, der hvor vi boede, besluttede vi at forlade Libyen. Hvad nu? Krigen stoppede ikke, og vi kunne ikke komme tilbage. Derfor besluttede vi at rejse til Europa.

Sammen med 50 mennesker fra mange lande sad vi en hel uge indespærret i en lille lejlighed i en havneby og ventede på at krydse Middelhavet. En kold nat i april, hvor havet var i oprør, skulle vi af sted. Det viste sig, at båden kun var omkring 10 meter lang. Vi var bange og ville ikke sejle med en lille båd, der havde alt for mange mennesker ombord.

Med maskinpistoler rettet mod tindingerne, ændrede vi dog hurtigt mening. En lille jolle fragtede os ud i mørket, mod båden. Det sidste stykke skulle vi svømme. Jeg holdt en nyfødt baby over vandet med min ene arm, mens min lillebror svømmede med to andre børn, der var to og fire år gamle. På dækket sad flere hundrede mennesker tavse, i vådt tøj. Der var familier med grædende børn. Bølgerne slog ind over rælingen.

Efter nogle timer på havet begyndte motoren at give problemer. Vi smed vores bagage over bord. Der kom røg op fra maskinrummet. Folk græd og råbte, da motoren stoppede. Nogle sprang i havet. Vi troede, vi skulle dø. Men vi var heldige. Et Røde Kors-skib kom os til undsætning. 382 mennesker blev reddet.

Efter tre dage på havet nåede vi en lille, smuk ø i Europa. Mig og min bror drømte om at komme til Skandinavien. Derfor rejste vi videre. Vi havde næsten ikke sovet eller spist i 15 dage, da en politibetjent vækkede os i toget, som vi var steget på en halv times tid forinden. Han smilede og sagde på engelsk, at vi var i Danmark. Efter en måned på asylcenteret fik vi opholdstilladelse i Frederikshavn.

Når jeg ser ud over havet ved Frederikshavn, tænker jeg på flugten, og hvad der skete. Jeg håber, det var første og sidste gang i mit liv, jeg udsættes for så stor fare. Men vi lærte meget af flugten, blev klogere og mere tålmodige. Nu vil jeg kigge fremad for at skabe et nyt liv sammen med min lillebror.