Abdul

Af Carolina Kamil / Berlingske / 14.07.15

De vil ikke på kanalrundfart, men have et job

De er unge, de vil videre. Og skabe sig en fremtid. NU. Men sprogskolen holder sommerferie, og jobbene lader vente på sig. Udfordringen er ikke at forklare Abdul og de andre flygtninge i villaen på Frederiksberg, at de skal bidrage fra dag ét, men at få de utålmodige til at acceptere, at integration i Danmark tager tid.

Der går nogle dage, før jeg faktisk møder Abdul Rahman Arafh.

Før det figurerer den unge syrers navn nærmest som en mytisk skikkelse i og omkring den midlertidige flygtningevilla på Frederiksberg, hvor fotografen og jeg tilbringer den første del af sommeren. De øvrige beboere omtaler ham med respekt. For kommunens sagsbehandlere er han præmiegrisen – et kongeeksempel på en fuldbyrdet integrationssucces og så på rekordtid.

»I Syrien havde jeg et fantastisk liv!«

Den ultravenlige fyr taler sagte. Syrere er et larmende folkefærd, siger han, men ikke ham. Derfor er vi trukket ind i et afsides sofaarrangement på stueetagen i den udbyggede patriciervilla, der for en måned siden blev hans og 32 andre flygtninges midlertidige hjem skråt over for Frederiksberg Have i København.

Abdul Rahman Arafh er 28 år - to år yngre end mig og alligevel er det, som om han har levet dobbelt så længe. Eller bare dobbelt så intenst?

Efter kun seks en halv måneders sprogkursus taler han flydende dansk. Engelsk taler han også. Og så selvfølgelig arabisk. Og fransk.

For nylig begyndte han i praktik på Københavns Universitetsbibliotek. I weekenderne ser han både syriske og danske venner, når han ikke hjælper med at tolke for Mahmoud og de andre af beboerne, der stadig mangler nogle præpositionsøvelser for at kunne forstå den nøjagtige ordlyd af skrivelserne fra Udlændingestyrelsen og Frederiksberg Kommunes ydelsesteam.

Alle i Abduls familie er uddannede: lærere, dyrlæger, you name it. Selv har han en kandidatgrad i automatisering og signalbehandling og har arbejdet som ingeniør.

Fra den politiske debat forstår man, at flygtninge skal nødes, lokkes – om nødvendigt piskes til at komme hurtigst muligt over stepperne, på sprogskole og i job.

Efter en uges samvær med de fortrinsvis syriske unge mænd, der er flyttet ind i de små enkeltmandsværelser, der tidligere husede et børnehjem på Frederiksberg, forekommer udfordringen paradoksalt nok stik modsat: At få forklaret de utålmodige nye tilkomne, at de ikke kan få lov at bidrage fra første færd, og at alt i Danmark tager tid. Tilladelser kræver papirarbejde, jobudsigter kræver danskundervisning. Og midt i det hele kommer en sommerferie, der sætter hele det offentlige Danmark i stå.

Men hvordan forklarer man det? Det liv, de havde, ligger i ruiner i Syrien. De er flygtet fra en udsigtsløs ungdom, der forsvinder, mens krigen hærger. Deres ungdomsår er revet fra dem, mens al almindelig tilværelse, håb og drømme, har stået på standby. De har ingen tid at spilde. De vil lære dansk, i job, skabe sig en fremtid. NU.

Begravede venner

Abdul Rahman Arafh var en af dem, der kæmpede. Ikke med våben, men med fredelige protester, internetkampagner, Facebook, YouTube-videoer og håb.

Hver sommer tog han fra sine universitetsstudier i Algeriet hjem til familien i Syrien for at arbejde. Altså indtil foråret 2011, da revolutionen brød ud, og Abdul Rahman Arafh hoppede på det første fly tilbage til hjemlandet for at juble med. Dagen efter han landede, var han midt i protesterne på hovedgaden.

»Det var de bedste dage i mit liv. Alle havde drømt om en republik og om demokrati. Alle var glade de unge, børnene, selv gaderne var lykkelige,« siger han.

»Men alt ændrede sig, da politiet kom og skød: 10, 15, hvem som helst, bare for at dræbe og skabe frygt.«

Hver dag udspillede sig samme forestilling: Gaderne fyldtes med jublende syrere for få timer senere brat at få slukket deres dansescener af et brutalt politi.

Tre dage efter, han var kommet hjem til Hama i det vestlige Syrien, blev Abdul Rahman Arafh kidnappet af politiet. Kun i to dage ganske vist, for hans familie, der tilhører middelklassen, betalte en klækkelig bestikkelse for at få sønnen ud. Men da løsladelsen ikke var afstemt med regimet, var den unge ingeniør stadig officielt eftersøgt og måtte leve i skjul hos venner og familie i en ny seng hver nat.

På få uger eskalerede volden. Militæret overmandede byen, og de ubevæbnede unges eneste middel var tre minutter lange flash-protester, som de uploadede på YouTube i håb om, at verden ville få øje for deres skæbne.

Hver dag blev flere af hans venner dræbt. Ud af 50 aktive unge fra nabolaget har 13 i dag mistet livet. Siden er fire af hans onkler, hans fætter og 73-årige tante blevet ofre for militærets våben. Sidste år – lang tid efter at Abdul havde forladt landet blev hans 22-årige lillebror myrdet i et luftangreb. Broren var fotograf på de revolutionæres TV-station.

»Jeg er efterhånden holdt op med at tælle. Der var intet sted, vi kunne begrave dem, så det måtte ske i hemmelighed om natten. Personligt har jeg begravet seks af mine venner i deres baghaver,« fortæller han.

Abdul Rahman Arafh var på alle regimets arrestationslister, anklaget for landsforræderi, smugleri og for at have talt med internationale medier. Så tre måneder efter, at han håbefuld var kommet tilbage til Syrien, besluttede han sig for igen at flygte ud af landet og tilbage til Algeriet.

»Jeg var ikke bange for mig selv, men det gik op for mig, at jeg ikke længere kunne tilbyde min familie sikkerhed. En af mine venners søster blev voldtaget, bare så de kunne nå til ham.«

På grund af sin politiske status kunne Abdul ikke fortsætte sin ph.d.-grad i Algeriet. I stedet arbejdede han tre år under jorden som projektleder i et telekommunikationsfirma. Et godt liv med en god løn, som han gerne ville have fortsat med. Men da passet udløb, og han mistede sit syriske statsborgerskab, var han også juridisk persona non grata i det nordafrikanske land.

Det var på den baggrund, at han – som så mange andre – havnede i en alt for lille fiskerbåd, der kæntrede midt i Middelhavet, før de italienske kystvagter opdagede vraget og reddede ham og de andre bådflygtninge i land.

Ikke tid til sommerferie

Abduls historie er ikke alle flygtninges historie. Men den er heller ikke så enestående, som man kunne fristes til at tro. Tag f.eks. brødrene Mohamad og Osama Al Kanj.

Lillebroderen taler så fejlfrit dansk, at jeg først har ham mistænkt for at være en af de frivillige, der har deres gang i villaen på Frederiksberg. Osama har været i Danmark i knap et år. Skole har han gået på under halvt så længe. Og det er ikke engang der, han har udviklet sit vidtforgrenede ordforråd.

»Dansk lærer jeg på gaden,« siger den 17-årige. »På gaden« betyder fra danske venner, fjernsyn og musik.

Desuden har de fleste sprogskoler sommerferie lige nu, ligesom det er så godt som umuligt at få kontakt til virksomheder for at skaffe de arbejdsparate flygtninge praktikplads i juli og august. Til stor frustration for flere af beboerne, som i stedet bliver sendt på integrationskurser, hvor de besøger museer, kommer en tur i Folketinget og tager på kanalrundfart.

Det lyder som dejlig sommeradspredelse.

»Men jeg har ikke tid til sommerkursus,« siger en anden ung fyr, Ahmad Al Safadi på 22, da jeg hører ham, hvad han får dagene til at gå med. I sidste måned blev hans far dræbt af et bombeangreb. Håbet om at vende tilbage til Syrien lever endnu, men udsigterne til fred trækker længe ud.

»Jeg vil lære dansk nu,« siger han. »Så universitet og så arbejde.«

Ikke alle syriske flygtninge har så meget drive, selvfølgelig. Flygtninge kommer som danskere i alle afskygninger: Nogle myreflittige med en utrættelig energi og sprogøre uden lige. Andre mindre begejstrede for grammatiske øvelser og arbejdsslid. For ikke at tale om alle dem, der er psykisk mærkede af krigens spor.

Men fælles for dem er, at tålmodigheden er tyndslidt. I Syrien er der intet, der hedder kontanthjælp. De har aldrig hverken prøvet eller hørt om seks ugers sommerferie. Og de er rastløse efter at komme i sving.

At væbne sig med tålmod

»En af mine vigtigste opgaver er at forklare dem, at ting tager tid,« siger Solaiman Mansour, der er mentor og tolk for flere af de nytilkomne flygtninge, da jeg støder på ham en dag i Udlændingestyrelsen.

Ét er at sætte tilflytterne ind i den danske kultur og arbejdskultur: forklare konceptet gruppearbejde eller det forhold, at man i danske busser ikke behøver rejse sig for at give en kvinde pladsen. I Danmark er vi lige, og kvinder kan sagtens stå op selv.

Noget andet er at væbne dem med tålmod, så de ikke bliver for nedslåede, når de finder ud af, at det kan tage månedsvis at få svar på ansøgningen om familiesammenføring og år at lære ordentligt dansk, endsige få et job, hvor de kan bruge deres uddannelse hjemmefra.

»Mit mål,« siger Abdul Rahman Arafh, da han er færdig med beretningen om sin tur over Middelhavet og igen vender blikket mod det, der betyder noget: Nutiden, fremtiden, livet på Frederiksberg.

»Altså det jeg virkelig håber er at få et job inden for teknisk ingeniørarbejde eller grøn energi inden 2016.«

Det lyder ambitiøst, men bliver sagt med lige dele ydmyghed og overbevisning.

»Hvorfor søgte du til netop Danmark?« spørger jeg selvfølgelig – for det er temaet, der trumfer alle andre i den hjemlige debat.

»Det gjorde jeg heller ikke. Mit mål var Norge. For det er der, der mangler mest arbejdskraft, og jeg ville have størst chance for at finde job som ingeniør hurtigst muligt.«

Men på vejen kom Abdul Rahman Arafh forbi sin moster, der har boet 25 år i Danmark, er gift og har børn på Frederiksberg. Og så fandt han ud af, at vi er det lykkeligste land i verden, og at alle, han mødte, var usædvanligt søde.

Og nu sidder vi her. Og venter på at komme i gang.