Lilas

Af Lilas Hatahet / Dagbladet Information / 09.10.15

To sjæles beskeder mellem Syrien og Danmark

Journalisten Lilas Hatahet kom til Danmark i november sidste år med sine to drenge. Efter års adskillelse og stilhed tikkede der pludselig en besked ind fra Lilasveninde Sham, der stadig er i Damaskus. Det blev begyndelsen på en lang samtale i korte beskeder, som vi bringer her i redigeret form. Sham skriver fra en krigszone, Lilas fra det trygge Danmark. Deres sjæle svæver et sted midt imellem.

Mine og min venindes råb plejede at give genlyd i de gamle gader i Damaskus vi diskuterede, var glade, dansede, udvekslede hemmeligheder, planlagde fremtiden og drømme så ud til at være tæt på.

Vi studerede litteraturkritik sammen, blev gift næsten det samme år, og vores sønner bærer det samme navn. Vi deltog sammen i demonstrationer i begyndelsen af revolutionen, mens vi skrålede »frihed«, hvilket var nok til, at hun blev anholdt af sikkerhedsstyrkerne. Det forhindrede hende dog ikke i, efter hun var blevet løsladt, at mødes med os i nogle venners bibliotek, hvor vi havde en litterær salon for dem, der holdt af litteratur, diskussion og hygge. Stedet var blevet et frirum, som samlede alle religioner, sekter og trosretninger, og hvor vi havde politiske diskussioner om samfundsmæssige forandringer og frihedsrevolution mod et diktatorisk regime. Om aftenen plejede vi at lukke bibliotekets døre, men nogle af os blev tilbage omgivet af bøgerne. Der skænkede vi et par glas vin til os selv for at videreføre vores snak, drømme og håb om forandring.

En nat blev jeg pludselig tvunget til at flygte fra Syrien i frygt for at blive anholdt, og efter en lang rejse – som en hård fødsel – søgte jeg asyl i Danmark. Jeg fik opholdstilladelse, arbejde og nye venner, nye ansigter, anderledes gader, et sprog næsten som volapyk, blandede følelser ... En dag blev jeg inviteret til en litterær salon på Nørrebro, der lignede vores salon i Syrien, men alligevel var helt fremmed for mig. Jeg dykkede på ny ned i min verden derhjemme – Syrien – hvilket medførte et stik af længsel indeni. Pludselig fik jeg en besked ... et syrisk nummer! Min veninde er der stadig, og vi har ikke været i kontakt med hinanden i flere år. Nu genoptager vi pludselig vores snak, som har den ikke været afbrudt. I dag lever vi begge med de samme problemer: ensomhed, fremmedgørelse, mistede venner ... Men hver på sin måde, under forskellige omstændigheder og i forskellige lande.

I et mix af længsel, virkelighed, den politiske situation og mellem frustration og drømme, mellem Syrien og Danmark, udvekslede min veninde og jeg disse sjælebeskeder:

Sham: Lil ...

Lilas: Sham!? Iiiih, hvor har jeg savnet dig

Sham: Og jeg har savnet dig enormt meget. Jeg ville sikre mig, at du har det godt og høre nyt fra dig.

Lilas: Fortæl mig først, hvordan du har det?

Sham: Ligesom alle syrere … ingen strøm, intet vand, ingen offentlig service alt er blevet absurd dyrt, men det er ikke så slemt, haha.

Lilas: Åh, det er jeg ked af at høre.

Det enogtyvende århundredes snegle

Sham: Fortæl mig om dig, hvad er der sket?

Lilas: Efter jeg forlod Syrien, tog jeg til Egypten og arbejdede som vært på et tv-program om den syriske revolution, hvorefter den syriske ambassade nægtede at forny mit pas. Efter at politikken over for syrere i Egypten blev ændret, blev det svært for mig at være noget sted uden officielle papirer og med to børn

Sham: Selvfølgelig

Lilas: Jeg ankom til Danmark i november sidste år og gik igennem en hård fase i asylcenteret. Det seneste år er jeg blevet som en snegl, der gemmer sig i sit hus

Sham: Vi er alle blevet det enogtyvende århundredes snegle, men har du fundet ro nu?

Lilas: Jeg arbejder hos International Media Support.

Sham: Jeg har spurgt meget efter dig, ingen ved noget. Jeg har endda været i kontakt med din eksmand, og jeg fik dit nummer af ham er du OK?

Lilas: Ensomheden er dræbende her Min tid er delt mellem arbejdet, børnene og togene. Der er fire timer mellem mit hus og arbejdet, og om natten jager længslen mig. Jeg græder mig i søvn

Sham: Min situation er også slem på alle fronter. Der er ikke længere nogen her Alle er rejst, jeg har ikke kræfter til at være tålmodig

Jeg er så frustreret, at det lammer mig, jeg kan ikke længere tænke, savner dig meget, savner vores samtaler fra gamle dage Ensomheden er også hård her

Lilas: Jeg har savnet dig, og jeg føler med dig. Vi er blevet trætte, sådan har alle det, udenpå og indeni

Sham: Efter min separation fra min mand for et år siden, har jeg ikke rørt nogen

Lilas: Samme her

Sham: Alle mænd i Syrien har forladt landet Men hvad med Danmark, hvorfor får du ikke et forhold til en mand der?

Lilas: Mænd er anderledes her. Jeg har endnu ikke kunnet forstå dem. Alting tager lang tid, når man udveksler beskeder. Den danske mand bruger en uge på at sende en besked, hvordan kan det være et forhold? haha, og så oven i den manglende tid pga. arbejde, børn osv.

Sham: haha, du er overvundet af dagligdagen

Jeg tilhører ikke noget samfund

Lilas: Kan du huske en af de gange, vi var på bar i Damaskus, og vi snakkede om, at vi skulle rejse ud sammen, tage på eventyr og få nye oplevelser, forhold, endda sex, haha

Sham: Det var tider. Jeg tænker ikke længere på noget, jeg har mistede tilliden til alt og alle.

Lilas: Også mig, jeg er bange for bryde sammen igen, jeg kan ikke længere holde det ud. Nogen gange gør det så ondt inden i mig, at jeg sulter efter alt: medfølelse, tryghed, stabilitet, kærlighed, ømhed … alt. Måske pga. det, vi oplever

Sham: Lige nu har jeg mistet følelsen for alt det, du nævner. Måske er det et højere niveau, total fornægtelse

Lilas: Problemet her er, at alle omkring mig opfører sig naturligt, men vi er syge. Derfor er det svært at forstå hinanden

Sham: Med tiden vil du tilpasse dig

Lilas: Selv når jeg mødes med syrere, har jeg ikke kræfter til at involvere mig. Jeg tilhører ikke noget samfund. I Syrien var vi kun få forskellige individer, vi havde samme mentalitet, vi var hinanden

Sham: Nemlig, og i dag er hele denne minoritet spredt ud over landet

Lilas: Hvordan er det sket, og hvordan er vi kommet væk fra hinanden ? Vi plejede at drømme om, at vores børn skulle vokse op sammen. Send mig et billede af din søn

Sham: Send også nogle billeder til mig

Lilas: Du og jeg lever med samme problemer: ensomhed, fremmedgørelse, længsel efter familie og venner … vi har mistet livet og mistet drømmene

Sham: Der er stadig en drøm, ellers havde vi begået selvmord. Blot det, at du besluttede at forlade Syrien er i sig selv begyndelsen på en drøm. Sandt nok er der tab, men drømmen er der

Lilas: Med de nye love i Danmark for flygtninge er det svært at se en fremtid

Sham: Svært at se en fremtid, men det er noget andet end at drømme Hvad er det med de nye love?

Lilas: Der er ingen sikkerhed for at få lov at blive i landet, og det får mig til at føle, at jeg mangler stabilitet og tryghed

Sham: Hvorfor alt dette ved de da ikke, at vi er krigsflygtninge, følger de ikke med i, hvad der sker i Syrien? Vi er jo omgivet af død.

Måske ville din situation blive bedre, hvis du kunne få din mor op, især når du nu er alenemor til to børn.

Lilas: De giver ikke lov til at familiesammenføre forældre. Loven kommer i første række, ikke den menneskelige situation

Sham: Åh nej.

Lilas: Vi to var i et stort fængsel, men vi kendte dets love, hvordan vi skulle håndtere det, og hvem bødlen var. Nu findes fængslet inden i mig.

Sham: Pas på, Lilas, det er svært for en europæer at forstå din sammenligning. Han vil tro, at vi beder om nåde hos vores bøddel, når alt, hvad vi lider for, og alt, hvad der er sket, kommer fra denne bøddel i Syrien. Tag dig i agt for sammenligninger.

Lilas: Selvfølgelig sammenligner jeg ikke, når han er årsagen til vores trængsler, men på det sociale har jeg ikke kunnet lade være med at sammenligne og dykke ned i vores liv, vores stemning, vores grin, vores forhold

Sham: Du må godt dykke ned i det sociale, men lad være med at sammenligne.

Gråd er blevet en vane sammen med morgenkaffen

Lilas: Kan du huske biblioteket og den litterære salon i Damaskus, som vi lavede? For et stykke tid siden blev jeg inviteret til en lignende salon her, samme stemning. Jeg sad og forstod ikke et ord dansk, med et fjollet smil om munden, og tænkte på vores salon; hvordan vi grinede, vores venner, vores ophedede diskussioner jeg tilbragte hele natten med at græde.

Sham: Måske når du lærer sproget, vil du få det bedre, giv dig selv lidt tid. Det vigtigste er, at du ved, at dine børn har det trygt og godt. Selvfølgelig er det svært i den første periode. Du har brug for længere tid. Her i Syrien er det ikke til at holde ud, vi er trådt helt ned

Lilas: Jeg ved det… Jeg læser, ser og hører om, hvad der sker i Syrien hver dag. Gråd er blevet en vane sammen med morgenkaffen

Men tænker du ikke på at rejse? Sham, situationen er ikke længere til at holde ud inde i landet

Sham: My city, my identity

Der er stadig lidt luft. Når den forsvinder, smutter jeg.

Lilas: Er der stadig identityi Syrien? Din identitet er dig, hvor end du tager hen.

Sham: Selvfølgelig er der det. Min identitet ville ikke være mig, hvis jeg rejste. Den er livet, livet er, at dine gader er dine gader, dit hus, dine ting, dit sprog, fælles bekymringer, din modstand

Lilas: Alle de ting, du nævner, vil blive som tortur for dig på grund af længslen, når du rejser. Her vil alt være fremmed for dig, eller mere præcist: Du vil være fremmed her

Sham: Måske rejser jeg en dag, jeg ved det ikke. At leve her er dræbende, men så længe jeg har kræfter til at blive, så bliver jeg.

Lilas: Du rejser, når der ikke er noget valg, og du bliver tvunget til det af frygt for anholdelse eller døden, ligesom det skete med mig. Jeg forlod Damaskus en nat uden planlægning, og ligeså med Egypten. Jeg fik slet ikke lov til at vælge at tage bare det mindste af det, jeg elskede, med.

Sham: Jeg har to gange været inde omkring det politiske sikkerhedspoliti, jeg må ikke forlade landet, og for ikke så længe siden var jeg udsat for trusler. Måske har jeg ikke mange valg, eller jeg tror måske stadig, at det ikke er seriøst. Måske er jeg blevet ligeglad.

Lilas: Hvad er det, du venter på? Problemet er, at du har med et regime at gøre, som ingen regler har og ingen standarder! Du skal rejse, tænk på hvad du kan gøre af godt for Syrien, hvis du er i udlandet. Tænk også på din søn!

Sham: Jeg kan ikke rejse til Europa Jeg ville dø, hvis jeg gjorde det, jeg bryder mig ikke om håbløsheden I Europa afviser de os enten fuldstændigt eller har medlidenhed med os. Jeg bryder mig ikke om nogen af delene.

Lilas: Det er det, der får mig til at føle mig hjælpeløs og overvundet. Jeg er bange for, at det for nogen er et motiv i deres omgang med mig. Derfor forsøger jeg hele tiden i mit arbejde at fastslå mine kompetencer og kvalifikationer, på trods af at de stoler på mine evner. Jeg kæmper for ikke at tænke på, at de måske hjælper mig, fordi jeg flygtning. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at mange har respekt for mig, fordi jeg har arbejde – altså en flygtning, der ikke kaster skygge.

Sham: Derfor vil jeg det ikke, og jeg vil ikke have, at min søn skal have det sådan, undtagen hvis vi bliver tvunget til det. Den tid den sorg.

Lilas: Folk her er gode og oprigtige, og man har en stor grad af frihed. Med tiden bliver man fri for den frygt, vi er vokset op med. Hvis du forlader landet, så vil du være flygtning med din krop, men din sjæl vil ikke flygte overhovedet. Den vil hænge ud der i vores gader, vores huse, vores Sham, kommer den dag, hvor vi ses? Savner dig meget.

Sham: Den kommer, og vil skal helt sikkert mødes, hvis vi overlever. Det er svært at forlade sig på en illusion om moral i Syrien, der falder granater overalt; smukke ting og himmelske gaver.

Lilas: Beder til at Gud beskytter dig, men måske er han her ikke længere

Sham: Nej, han er her ikke.

Lilas: Kys til dig og den lille.

Sham: Jeg venter på dig.